Billedbogen Der var en gang er en helt forunderlig smuk rejse ind i fantasiens verden.
Mange husker nok den gamle børnesang Langt ud i skoven lå et lille bjerg, hvor versene bliver længere og længere ligesom nysgerrigheden pirres. Hvad mon der venter efterfølgende?!
På samme måde er det med Der var en gang, hvor vi åbner dør efter dør, dykker ind i rum efter rum præcis som var det en Babushka dukke. Her møder vi små og store ting, som kædes sammen til slut – på en ganske smuk og vis måde.
Forfatteren Janus Kodal fortæller levende og poetisk. Det er spændende og skønt for både små og store læsere. Undervejs kan vi nyde de skønne, skægge og søde tegninger illustreret af den altid kyndige Otto Dickmeiss. I flot harmoni!
Der var en gang fortjener stor ros. Det er en vellykket og dejlig billedbog, der nok blive efterspurgt, fordi den både er så god at læse højt og pirre fantasien herligt!