Farlige fotos

En misforståelse får nærved katastrofale konsekvenser i bogen ”Farlige fotos”, der nu udsendes i anden udgave på Carlsens forlag.
Vi følger veninderne Signe og Michelle, der kæmper med hver deres udfordringer i livet. Signes forældre er skilt, og hjemme hos Michelle har moren meget lidt overskud. Veninderne holder dog sammen, har det sjovt og betror hinanden om det, der er svært.

Da Signe efter en kontrovers tropper op hos sin far helt uventet, tolker hun det syn hun møder, som om at hendes far er blevet alkoholiker. Snart har hun fortalt det til Michelle, men hemmeligheden forbliver ikke hemmelig ret længe.
Efter den skuffelse må Signe have hævn. Hvad er så mere oplagt end at offentliggøre nogle ret intime billeder af veninden, som de to har taget i sjov?

Med ”Farlige fotos” italesætter forfatteren Louise Roholte en række vedkommende og væsentlige emner i et ungdomsliv. At føle sig svigtet af forældre og kammerater, kan tage pusten fra selv den bedste, men ikke desto mindre har vores handlinger altid konsekvenser.
I bogen her er der en lykkelig og god afslutning på det hele. Det er der så langt fra altid i virkeligheden, og måske er det lidt for nemt klaret af forfatteren?! Om ikke andet gør bogen om de to bedsteveninder et indtryk på sin læser. Hvem kan mon ikke nikke genkendende til, at man både kan være fristet til at sladre om andre, og samtidig kan blive så afsindig vred og bitter, at man tyr til hævn?!

Louise Roholte rammer ned i nogle genkendelige problemstillinger og følelser – og det gør hun på en god måde. Bogen ”Farlige fotos”, der er en del af den populære Sommerfugleserie er nem at læse, men gør samtidig indtryk. Det er ganske flot!

Køb Farlige fotos online

Skriv et svar