I ungdomsromanen Jeg levede italesætter forfatter Gayle Forman nok engang et af livets svære emner.
Hovedpersonen er den unge Cody, hvis veninde Meg er død efter et selvmord. Et selvmord der kom bag på alle.
Cody sætter sig for at grave i fortiden og finde ud af, hvad der skete op til selvmordet. Hendes veninde Meg var flyttet fra deres barndomsby for at studere, og Cody tager afsted til Megs college for at pakke hendes værelse ned. Her får hun mulighed for at møde den fyr, Ben McCallister, som hendes veninde var sammen med, ligesom hun får fat i Megs computer, der gemmer på en masse hemmeligheder, der ryster Cody.
Jeg levede føjer sig til rækken af gode og gedigne ungdomsromaner, der har noget på sinde.
Det er en åbenhjertig fortælling om at miste en veninde og blive rystet i sit fundament.
Gayle Forman har fingeren på pulsen og beskriver, hvordan de moderne digitale medier også rummer en fare for at unge med ondt i livet mødes virtuelt og i de værste tilfælde lokkes ud på en farlig vej.
Gayle Forman tegner et meget realistisk billede af Cody og Meg. Vi får indblik i et varmt venskab, der imidlertid også havde nogle ridser. Derfor hjemsøges Cody da også af tvivl og skyldfølelse efter venindens selvmord.
Hovedpersonen Cody tumler selv med mange ting ikke mindst en ressourcesvag mor, der dårligt kan forsørge de to. Cody møder derfor mange udfordringer, da hun søger at finde svaret på Megs ulykkelige skæbne. Men hun er en dybest set en stærk og handlekraftig pige, der kæmper sig oven vande trods de slag hun får. På den måde er romanen fuld af håb.
‘Jeg levede’ virker troværdig og bogen har tyngde. Den kan varmt anbefales!