I kølvandet på den store John Green succes En flænge i himlen har forlagsbranchen ivrigt forsøgt at følge trop med flere bøger indenfor genren teen sick lit. Som navnet antyder, er fokus teenagerliv og alvorlig sygdom.
Som stjerner på himlen er et eksempel på denne tendens. På bogens forside er der sat et klistermærke med ordene Til John Green fans’. Det er meget at love!
Men Som stjerner på himlen overrasker positivt fra første færd. Den er helt sin egen – og sikke en gibende bog!
Jennifer Niven, der har forfattet bogen, formår på imponerende vis at skrive let og ubesværet om et tungt emne. Samtidig lykkes hun også flot udi at opbygge to troværdige hovedkaraktere, der på mange måder fint kunne optræde i en af John Greens bøger. Man mærker en indlevelse og dyb dedikation i forhold til emnet, men bogen bliver aldrig tung. Tværtimod løfter Jennifer Niven bogen op med humor og kærlighed. Præcis sådan som en ungdomsroman allerhelst må være!
Finch og Violet mødes da de begge to står i skolens klokketårn og overvejer at springe ud. De har hver deres baggrund, men alligevel knytter de et tæt og varmt venskab i tiden efter. Violet er en af skolens populære piger, hvorimod Finch er en outsider.
Finch og Violet går sammen om at lave en opgave, som forudsætter at de sammen tager ud og besøger en række seværdigheder i staten, hvor de bor. Vi følger de to på deres road trip, hvor de skiftevis er fortæller.
Hvor Finch igennem længere tid har kæmpet med selvmordsforsøg og psykiske problemer, er Violets problemer opstået efter hendes søster døde i en ulykke. Når de to er sammen, er Finch ovenpå og blomstrer for en kort stund. I takt med at Finch hjælper Violet til at genfinde overskuddet og gejsten, falmer han imidlertid. Snart står det klart at Finch er i alvorlige vanskeligheder.
Døden er allestedsnærværende i bogen, der stadig er varm og sjov. Jennifer Niven formår ganske enkelt at skildre livets nuancer og ikke mindst vise, hvor facetteret det er, når man er ramt af psykisk sygdom. Fortællingen virker troværdig, og man bider især mærke i de to forskellige miljøer, Violet og Finch kommer fra. Hvor Violets forældre er omsorgsfulde og opmærksomme er Finch overladt til sig selv.
Det er værd at fremhæve Jennifer Nivens fornemme sprog og evne til at indplacere små litterære referencer og citater på velvalgte steder. Det er med til at give bogen lidt ekstra kant og filosofisk fylde.
Som stjerner på himlen minder os om, hvor vanskeligt det er at afkode andres psyke. Jennifer Niven har skrevet en rørende og hjertevarm bog om sorg, psykisk sygdom og teenagerliv. Det er en bog, unge læsere vil tage til sig med kyshånd! Jennifer Niven italesætter en række tunge problematikker. Ingen kan læse denne bog til ende uden at reflektere over emnet psykiske lidelser, og hvordan vi bedst muligt støtter hinanden.
Det er emnet taget i betragtning en fornøjelse at opleve en forfatter, der ikke har berøringsangst i forhold til lige præcis selvmord og psykiske lidelser. Kun ved at læse og tale om emnet bliver de unge bedre klædt på til at tackle det. Stor tak til Jennifer Nivens.