Kvit eller dobbelt – for børn

Den legendariske quiz ”Kvit eller dobbelt”, blev vist på DR for første gang tilbage i 1950´erne og kendes af de fleste. Siden tog børnekanalen Ramasjang fat på quizzen igen og bragte en ny version af ”Kvit eller dobbelt” for de større børn i alderen 9 og 12 år.
Nu er DR og spilproducenten Upcoming Mind på banen med en brætspilsversion af quizzen.

Spillet er ganske enkelt. I har en plade med et startfelt, og ovenover følger værdifelterne 125 kr. , 250 kr., 500 kr., 1000 kr., 2000 kr. og slutligt 4000 kr.
Det handler om, at samle flest penge igennem et aftalt antal runder. Der er til formålet en blok, hvor man skriver hvor mange kr. hver spiller opnåede i de enkelte runder.

Selve quizzen består af hele 12 forskellige kategorier man kan vælge mellem, og her mangler i den grad et oversigtskort/kategorikort deltageren kan vælge ud fra. I hver runde får den enkelte spiller lov at gå så langt op, som vedkommende kan. Man må gerne være taktisk og stoppe tidligt, fremfor at forsætte og sætte sine optjente penge over styr. Hvis man når til 4000 kr. kan man få lov at kvitte eller fordoble sin gevinst, ved at trække ”Kvit eller dobbelt-kortet” der viser om man har været heldig eller ej. Spilleren med flest penge efter slutrunden er den endelige vinder!

”Kvit eller dobbelt – for børn” er et enkelt og velfungerende spil. Det passer perfekt til tweens. På minussiden tæller desværre, antallet af spørgsmålskortet. Sjældent har jeg oplevet et quizspil med så få spørgsmål og det er ganske uheldigt, da det er spillets bærende element. Bedre bliver det ikke, når de få spørgsmål skal fordeles på hele 12 kategorier, så lærer man hurtigt de forskellige spørgsmål at kende. Ærgerligt, at et så fint spil ikke har fået det antal spørgsmål, der rettelig set må høre til. Det fortjener den glade spørgeleg!

Læs mere

Skriv et svar