Når familien får en lillebror eller lillesøster

Når man som børnefamilie vælger at udvide flokken med endnu et barn, kan det være svært at finde på underholdning, som tilgodeser alle i familien. Det er selvfølgelig ikke uden betydning, hvor stor aldersforskel der er på dine børn. Jo større aldersforskel der er, jo svære er det også at finde på god fællesunderholdning, som tilgodeser både store og små. Her får du nogle gode råd til underholdning med en lille ny i familien.

Del familien op

I starten med en lille ny baby giver det måske sig selv, at familieaktiviteterne bliver lidt mere opdelte. Det kan faktisk have nogle fordele, når aktiviteterne i familien foregår mere opdelt. Men det kan også have sine fordele at forsøge at finde aktiviteter, som kan tilgodese de forskellige behov, som de forskellige aldre kræver.

En af fordelene ved at dele sig op er, at den ene forælder kan fordybe sig uforstyrret i den lille ny og på den måde lære det nye familiemedlem bedre at kende. En anden fordel er, at den eller de større søskende, som er blevet storesøster eller storebror, måske kan trænge til at blive hørt og set uforstyrret af en af forældrene. Det kan nemlig godt være hård kost for vores børn, når de pludselig skal dele mor og far med en lille ny. Dette gælder også for de børn, som måske en gang før har prøvet, at der kommer en lille ny i familien.

En af ulemperne ved at familiens aktiviteter deles op er, at I kan komme til at savne at gøre noget samlet som familie. Men husk på, at der nok skal komme en tid, hvor fællesaktiviteter igen bliver en mulighed for jeres familie.

De første fællesaktiviteter

Den lille ny i familien behøver faktisk ikke at være mange uger gammel, før I igen kan begynde at lave små ting sammen. I kan for eksempel inddrage de større børn i de små daglige aktiviteter. Det kan være aktiviteter som bleskift eller badning af den lille. Det er vigtigt, at I formår at gøre seancen/aktiviteten til en hyggelig stund. Derfor er det en god idé, at I laver sådanne aktiviteter på de dage, hvor I ikke har for stort søvnunderskud, så I har overskud til det.

Hvis storesøster eller storebror ikke er særlig gammel, kan det være en god idé, at de selv har en dukke de kan pleje, alt imens du som mor eller far udfører samme handling på lillebror eller -søster. Er der tale om lidt større børn, kan I sammen bade eller pusle den lille ny.

Denne form for inddragelse og aktivitet i familien vil være dejligt for jer som familie, og I vil allerede fra starten vise jeres børn, at det er en god idé at lave ting i fællesskab.

Babyrytmik, babymassage eller svømmehal

Allerede et par måneder efter fødslen vil den lille ny være klar til aktiviteter som babyrytmik, svømmehal eller babymassage. Her kan I tilpasse øvelserne til alle jeres børn og i fælleskab kan I hjemme i stuen udføre aktiviteter som babyrytmik eller babymassage.

Hvis I mangler inspiration til forskellige øvelser, kan I låne bøger på biblioteket eller finde inspiration på internettet via videoer eller online kurser.

Svømmehaller ofte et sikkert hit for børn i alle aldre. Når lillebror eller -søster er 8 uger gammel er de faktisk klar til at komme med deres søskende i svømmehallen. Det kræver selvfølgelig, at I vælger en svømmehal, som har varmtvandsbassin. Du kan finde svømmehaller i nærheden af dig her.

Gå ture i det fri

En gåtur med hele familien er altid en dejlig familieaktivitet. Når I nu alligevel har en lille baby, som sover i barnevognen i løbet af dagen, kan det være rigtig god og sund underholdning for hele familien at gå en lille tur til den nærmeste legeplads, tage i skoven eller til stranden. Selvom I som forældre er trætte og ikke har det helt store overskud pga. manglende nattesøvn, kan det faktisk give noget god energi til din krop at komme ud i den friske luft. Derudover vil dine større børn blive krudtet godt af ude i naturen, hvilket kan give en bedre harmoni i familielivet, når I kommer tilbage fra gåturen. Så selvom det kan virke uoverskueligt med en gåtur, imens den lille sover til middag, er der faktisk meget at vinde på det.

Skriv et svar