Kronborg

Kronborg byder på masser af oplevelser for børn. Udover de mange særarrangementer i forbindelse med skoleferierne har slottet også en række permanente aktiviteter for børnene.

Opgavehæftet ”Kronborg for børn” er en af dem. Hæftet indeholder en række spørgsmål, som børnene kan besvare på deres vej gennem slottets sale. Kan der f. eks være en hel fodboldbane i Dansesalen? Og hvorfor er slottets mure så tykke? Spørgsmål som disse pirrer nysgerrigheden og giver på en underholdende måde forståelse for, at Kronborg gennem 600 år har gennemgået store forandringer.

I et rum kan man bygge Lego-modeller af slottet eller andet, man er blevet inspireret til på sin tur gennem de kongelige sale. Der er også mulighed for at tegne eller male sine oplevelser. I et andet rum kan man udforske Kronborg på en helt anden måde. Der er nemlig opstillet en model af Kronborg i størrelsesforhold 1:30, som børnene kan klatre på.

Skriv et svar