På kunstmuseet Trapholt kan børn og voksne sammen opleve kunst og design. Museets særlige profil for børnefamilier går ud på, at børn og voksne i ro og mag skal have mulighed for at opleve kunst sammen. F.eks finder man omkring på museet “PilfingerZoner” (skifter jævnligt) hvor voksne og børn sammen kan løse enkle opgaver, som udforsker kunst og design. Der er også en skattejagt, som bringer familien rundt i museet. Helt specielt er det “Sorte Rum” hvor et enkelt maleri kan opleves på nært hold med interaktive lege. For børn i alderen 3-12 år er der desigeventyr, som man sammen kan læse i den gode stol i møbelmuseet, hvorefter børn og voksen sammen finder “personerne” fra eventyret på en stolejagt rundt i museet.
Trapholt er ikke et larmende “børnemuseum” men et kunstmuseum for børn og voksne som ønsker ligebyrdige fælles oplevelser med kunst og design som omdrejningspunkt.