Her ved den dejlige sø går der en 800 meter lang trampesti mellem to fugletårne langs den sydlige bred. Stien fører fra tårnet i Østrup op langs Gåseengen, hvorfra man har en smuk udsigt over eng og landskab. Herfra går stien gennem skov og krat med mulighed for mange fine oplevelser af fugle, frøer og planter. En ca. 300 meter lang gangbro i rørskoven vest for det vestlige fugletårn giver nogle helt unikke muligheder for at opleve rørskovens fugle- og dyreliv på nært hold. Den er bygget, så man kan opleve fornemmelsen af at “blive væk” i rørskoven, og der er flere steder opsat små bænke. Det er vigtigt at holde sig på stierne af hensyn til fuglelivet.