Lyn og spænding i luften i Bjerringbro

Danmarks elmuseum ved Tange Værket!
Lyn og spænding i luften…

Larmen er voldsom – og rummet mørklagt. Pludselig flænger et lyn gennem luften. Og et til. Og endnu et… Vi er i højspændingstårnet på Elmuseet ved Tangeværket, hvor man kan opleve alt om elektricitet.

Blandt de mange udstillinger, museet råder over, er disse specielle installationer i højspændingstårnet de mest imponerende. Konstruktionerne har rødder tilbage til Danmarks verdensberømte atomfysiker Niels Bohr, som også arbejdede med de meget høje spændinger og elektriske udladninger, som vi kender fra lynene i tordenvejr. Al den energi… og hvad sker der nede i atomerne…? Det handlede det om for Niels Bohr.

I dag går forskningen ikke på disse ting, så anlægget står nu på Danmarks Elmuseum, der er indrettet i bygningerne omkring vort største elkraftværk ved Tangesø, hvor vandkraften fra Gudenåen udnyttes til elektricitetsproduktion.

På museet kan man opleve hvordan elektriciteten har forandret vort liv fra år 1900 til i dag. I en rigtig god udstillingsform oplever man udviklingen af hele vor elektricitetsbaserede hverdag og overraskes over, hvor mange af vor dages bekvemmeligheder, der faktisk hurtigt blev opfundet i 1920’erne.

Man oplever, udviklingen af en lang række af vore selvfølgeligheder i vores dagligdag – og selvom meget taler til nostalgien i det ældre publikum, er det meget illustrativt for den yngre gæst, hvordan det, vi i dag opfatter som selvfølgeligt, har haft sin udvikling – og hvor besværlig den undervejs har været. Mobilos, I-pod osv. – og så Valdemar Poulsens stålbåndoptager – og Bells tidligste telefoner…

Museet har et stort afsnit med præsentation af de fysiske love i elektricitet, magnetisme, bølgelæse, hvor man som gæst kan prøve at se fysikforsøg, der viser, hvad, der sker – og hvad forklaringerne på, hvorfor vores tekniske verden fungerer, som den gør. Her kan der leges – og har man som forælder en smule begreb om fysikkens og elektricitetens love, kan man virkelig formidle en forståelse af det, der sker nede i alle vore apparater. Men er man blank på det tekniske, kan det godt blive lidt sjov leg, hvor man ikke helt forstår, hvad museet forsøger at vise. Og legen er jo ikke at foragte.

Danmarks Elmuseum er et sjovt sted. Har man den mindste tekniske åre, vil man nyde at gå rundt på det store areal, der også byder på energiproblematik, vind- og solenergi og ikke mindst selve elproduktionen på vandkraftværket, som man kan opleve på stedet også.
Der er guidede ture, der er en skoletjeneste, men ikke i den forstand tilbud til børn som målgruppe på museet. Men læg vejen forbi, om du er i nærheden. Det er sjovt for børn og voksne i alle at perspektivere den hverdag, vi lever i, med den historiske udvikling.

Information

Elmuseet
Bjerringbrovej 44
8850 Bjerringbro
elmus@elmus.dk
tlf. freecall på hjemmesiden: http://elmuseet.net.dynamicweb.dk/

Sæson:
27.3.-31.10. 2010
Åbent 10-17
Entre:
0-17: gratis
18-59: 80,-
60- 60,-
Studerende: 60,-
Årskort 120,-
Grp. v/10+ 60,- for hver voksen i gruppen

Læs mere om stedet:
Elmuseet på Sjovforbørn.dk

Thorben Lundø

Skriv et svar